Det, jeg vil skrive i dag, er måske ikke specielt ophidsende, men det er nu alligevel vigtigt. Navnlig for dig, der har drivhus, men også for dig, der gerne vil have et.
Et drivhus kræver ikke nødvendigvis meget vedligeholdelse. Nu til dags er det mest almindeligt, at man har aluminiumdrivhuse, netop fordi de kræver minimal vedligeholdelse. Men en lille smule omsorg hvert år er faktisk nødvendigt, hvis man gerne vil have et drivhus, der skal fortsætte med at være et kvalitetsdrivhus i mange år fremover.
Én eller et par gange hvert år fjerner jeg tophattene på alle de møtrikker, der sidder på indersiden af drivhuset. Møtrikkerne og skruerne holder sammen på alle drivhusets profiler. Disse kan, hvis det blæser, løsnes lidt, hver gang det blæser, og til sidst har man et drivhus, der ikke er skruet ordentligt sammen. Så jeg har gjort det til en vane at afsætte en dag i min sommerferie til at spænde alle møtrikker og gå drivhuset efter!
Samme procedure følger jeg, hvis der har været meget kraftig blæst og storm. Drivhuset bliver ét stort vindfang, og så gælder det om at sikre, at alt er i orden, så huset kan stå imod.
Vigtigst af alt er det at sørge for, at pladejernet eller skråstiverne i taget er korrekt spændt. Man kan justere disse med et aflangt hul på profilens ende. Disse skal være så tilspændte, som det er muligt. Det sikrer, at gavle og vægge holdes sammen, og at husets tagryg ikke sætter sig, eller at husets langsider ikke bliver bananformede.
Jeg søger også for at rense tagrenderne og nedløbsrørene for alt pollen, der er faldet indtil nu. Hvis det bliver liggende til efteråret, tiltrækker det lettere mere løv, og i værste fald kommer der så meget løv i nedløbsrørene, at vandet bliver stående i rørene, så de springer i vinterens frostvejr. Nedløbsrør og tagrender er standard på alle Willab Gardens Euro Serre- og Green Room-drivhuse og indgår dermed i købet.
Så nok om, hvad der skal gøres; nu gælder det bare for mig om at få det sat i gang, så vi kan komme hen og bade i eftermiddag. Håber, at du også får en rigtig fin sommerdag!
Skriv et svar