Vand er en ressource og et privilegium for os, der bor i Skandinavien. Og helt nødvendigt for at alting kan vokse og leve. Men det er vigtigt, at vi ikke sløser med denne ressource.
I foråret plantede min mand og jeg mange meter hæk, som indrammer vores have. Den bliver superflot om nogle år, men her i begyndelsen, hvor rodsystemet ikke er så robust, har rødderne brug for hjælp til at finde vand. Selvom det er tidligt på sæsonen, er jorden meget tør, så vi må støtte planterne med vanding, hvis de skal overleve.
Når man vander, er det ikke nok bare at vande lidt på overfladen og tro, at det hjælper planten. Det får derimod plantens rødder til at søge op mod jordoverfladen, så de tørrer endnu hurtigere ud. Nej! Når man vander, er det vigtigt at gøre det, så vandet trænger helt ned til rødderne og gerne endnu længere ned, så rødderne søger nedad. Det er altså bedre at vande længe og med længere mellemrum.
For at spare på vandet og kun vande det, der er vigtigst, har jeg købt det, jeg kalder en “svedeslange” fra Hozelock.
Det er en slange, som jeg har lagt langs med hækplanterne oven på jorden, og som langsomt drypper vand, der siver ned i jorden lige under slangen.
Det betyder, at jeg kun vander det, jeg ønsker, og vandmængden koncentreres mere effektivt, end hvis jeg for eksempel brugte en vandspreder.
Skriv et svar