Nu er jeg begyndt at udprikle det, jeg såede for nogle måneder siden. Bl.a. skal tomaterne have mere plads til rødderne.
Jeg bruger som regel firkantede potter, uanset hvad jeg skal prikle. Grunden er, at når rødderne vokser ind i siden af potten, stresses de til at tage en ny retning, så planten hurtigere får udviklet et stort rodsystem, inden kraften trækkes op i stængel og blade, og der udvikles frugt og blomster.
Jeg såede frøene i såjord. Men når jeg prikler, bruger jeg gødet økojord. Nu skal planterne i god vækst, og det får de ved at tilføre næring. Den jord, jeg bruger til priklingen, har jeg ladet stå inden døre natten over, så den ikke er kold, når jeg sætter planterne ned i den. Jeg vander også med tempereret vand.
Jeg sætter tomater og meget andet, som jeg prikler på denne årstid, meget dybere, end de har stået før. Det giver stærkere og kraftigere planter, og der udvikles rødder på den del af stilken, der kommer til at stå under jordoverfladen. Det betyder, at planten kan suge mere næring og vand til sig. Et kraftigt rodsystem er det vigtigste for at få succes med dyrkningen.
Jeg har sået meget i tørvebriketter. Når man løfter briketten op, kan man tydeligt se, at rødderne har udviklet sig igennem briketten, og så er det tid til en større potte.
Husk at støtte tomaterne med blomsterpinde, så stilken ikke knækker. De bliver hurtigt lange og er ret tynde i starten. Jeg ved ikke, om dette husråd passer, men det går ud på, at man skal puste kraftigt på planterne, hver gang man går forbi dem. Så skulle de blive kraftigere og mere hårdføre.
Jeg fik knebet af en bekendt, men jeg ved ikke, om der er noget i det.
Skriv et svar