Efteråret er et perfekt tidspunkt til at plante. Jorden er fugtig, så rødderne har tilstrækkeligt med væske, og træet kan nå at etablere nye rødder inden vinteren.
Vi har lavet en grillplads i den del af haven, som ligger nærmest dammen. Der håber vi at kunne sidde til vinter, når vi tager en velfortjent pause under skøjteløbet.
Jeg ville have stedsegrønne buske og besluttede mig for buxbomkugler. Men jeg valgte også at plante et pilebladet pæretræ ved grillpladsen, fordi de smukke, sølvfarvede blade står så fint til den grå beton om sommeren.
Jeg arbejder meget med forskellige strukturer og nuancer i haven. Alt behøver slet ikke at være blomstrende for at være smukt.
Ved nyplantning begynder jeg altid med at lade træet stå i en spand fyldt med vand. Der får planten lov at stå nogle timer og suge vand.
Så graver jeg et hul. Størrelsen afhænger af, hvordan jorden er i hullet. Hvis der er sand og sten i hullet, graver jeg det større, mens hvis der er god, porøs jord i hullet, graver jeg det mindre. Men det er altid mindst så stort, at der er plads til mindst en sæk jord ud over den mængde jord, plantens potte indeholder.
Jeg vander rigeligt ned i hullet, inden jeg planter, og træder godt til for at pakke jorden sammen, så træet står stabilt.
Det er en god idé at sætte en gnavebeskyttelse på nye og spæde træstammer. Barken er en lækkerbisken for harer og andre gnavere i vintermånederne, hvor der er mangel på mad.
Hvis efteråret er tørt, skal man vande. Ellers klarer træet sig fint.
Vidste du, at pilebladet pæretræ også kaldes for Nordens oliventræ? Træet minder meget om oliventræet, både hvad angår farve, bladform og den smukke, knudrede stamme.
Skriv et svar