I foråret begyndte jeg at anlægge et nyd bed ved siden af drivhuset. Der har tidligere stået en gammel garage, som vi rev ned i vinter. Vi hakkede også betonfundamentet op.
Vi gravede ud der, hvor garagen havde stået, og har fyldt op med god plantejord.
Nye bede kan virke flade og kedelige i starten, indtil man får stauder og buske godt i vækst. Sådan er det også med mit, men så har jeg lavet humlestænger, som man kan se i gamle haver. Jeg købte nogle granrafter af naboen og bandt en grov snor i toppen, inden jeg rejste dem op. Jeg gravede hvert “ben” et stykke ned i jorden, så de ikke vælter. Så planter jeg en humle ved hvert ben, som kan slynge sig højt op ad rafterne og skabe forskellige højder og mere liv i bedet på rekordtid. Så hvis du vil have noget til at vokse i højden, eller har du brug for afskærmning, er humle en perfekt idé. Tænk på, at den taber alle bladene og visner ned om vinteren. Når det bliver forår, skyder den med lynets hast nye grene og ranker igen nedefra.
Granrafterne kan du bestille på et savværk. Humle kan købes på planteskoler.
Skriv et svar