Jeg tror, det er tredje gang, jeg har et indlæg om dette emne her på bloggen. SKADEDYR! Men det tåler utallige gentagelser.
På denne årstid har jeg og mange andre sikkert problemer med diverse skadedyr i haven som lus, skjoldlus, myrer og larver. Både inde i drivhuset og ude i haven.
Lus. Det gælder om at bekæmpe dem i tide, så de ikke får overtaget. Lus og andre skadedyr suger væske ud fra planterne for at nå frem til sukkeret i planten. En meget tør plante er et godt bytte for skadedyr, fordi væsken og sukkeret bliver mere koncentreret og dermed mere tiltrækkende.
Jeg laver hvert år min egen blanding, som jeg bekæmper lus med.
1 dl brun sæbe
1 dl denatureret sprit
8 dl vand
Sprøjt direkte på lusene. Sæben gør, at du bryder overfladespændingen, og at blandingen trænger ind i lusens åndedrætsorganer, så den drukner. Derfor kan du ikke sprøjte planterne forebyggende. Du skal også undgå at sprøjte med sæbeblandingen i bragende sol. Så kan planten blive forbrændt og beskadiget. Jeg bruger heller ikke midlet på frugtbærende planter.
Myrer Jeg fandt en masse myrer på mine pæoner. Myrerne spiser lus og skader ikke pæonerne. De vil bare have fat i pæonernes nektardråber. Så længe myrerne er over jorden, er de altså uskadelige. Men de kan lave gange og bo i bedet under pæonen, og det vil udtørre og beskadige planten. Derfor vander jeg omkring pæonen med et vandopløseligt middel mod myrer. Det er meget effektivt overalt i haven.
Larver og sommerfugle På mine frugttræer kan jeg i år se, at en del blade vil rulle sig sammen, og at der dannes noget spind på bagsiden af bladet. Det kan være en sommerfugl, som lægger æg, som derefter udvikler sig til larver, der borer sig ind i blommen eller æblet. Du kan også se det som en lille dråbe krystalliseret sukker på frugterne. Det er hullet, hvor larven har boret sig ind i frugten.
Frugterne skrumper ind og falder for tidligt af, når de er angrebet af larverne.
For at undgå larver sætter jeg en fælde i træet med lokkemad, der skal udskiftes en gang om måneden igennem hele sæsonen. Meget enkelt og effektivt.
Hej. Tror lige der er noget du skal opdateres på. Myrene du omtaler, spiser ikke lusene i dine pæoner, de malker lusene og passer derfor godt på dem. Hilsen en gartner.
Tak for dit svar 😊
Man lærer sig altid noget nyt når det kommer til haven!
Tak for at du skrev til mig!