Naturligvis er der mange ting, man ikke behøver, når man dyrker frugt og grønt, og man kan få et godt resultat uden en masse ekstra ting, som man bliver lokket til at købe i butikker.
Men en ting, jeg er utrolig glad for, er mit såbed, som jeg købte sammen med drivhuset for 4 år siden. Er der noget, jeg virkelig har brugt, og som jeg ikke ville undvære, et det det.
Det er 50 cm bredt og 8 cm dybt og lige så langt som hele drivhusets gavl. 3 meter langt i mit tilfælde.
Jeg har forberedt såbedet ved at lægge en kapillærmåtte i bunden. Det er en fugtbindende måtte, som delvis hindrer vandet i at løbe ud af såbedets bund, og holder jorden på plads.
På kapillærmåtten lægger jeg et lag økologisk jord. Derefter 1 cm såjord øverst.
Her sår jeg de frø, som jeg planter ud i køkkenhaven, når planterne er vokset til. Men jeg sår også salat og persille i hele sæsonen og høster direkte fra såbedet. Ingen snegle og ingen bøjet ryg.
Om vinteren sår jeg også forskellige slags vintersalat og asiatisk kål, og det fungerer glimrende. Det har hele vinteren forsynet mig med hjemmedyrkede grønne blade uden at have varme på.
Skriv et svar