Almindelige hækplanter er bøg, surbær, syren, liguster og, måske den mest almindelige af dem alle, spiræa. Der findes naturligvis mange andre typer af hække, og hvilken du skal vælge, afhænger af, om du vil have en stedsegrøn, blomstrende eller farveskiftende hæk.
I min have har jeg både almindelig bøgehæk og surbærhæk. Disse hække skal klippes ligesom så mange andre, og det er en god idé at foretage den første klipning omkring sankthans. En veltrimmet hæk, hvor man kan se tydelige linjer, giver haven en tydelig struktur og gør, at det ikke betyder så meget, hvis der er lidt ukrudt i hjørnerne. Så længe der er orden på de store linjer, er der ingen, der lægger mærke til de små skavanker.
Man klipper hækken, for at den skal blive tæt og smuk. Hvis du har brug for at klippe en hæk kraftigt ned, så du tager fingertykke grene, kan du med fordel gøre det ved overgangen mellem vinter og forår. Når hækken klippes flere gange på en sæson, fremmer det væksten af nye grene, og derfor er dette ekstra vigtigt, hvis man har en ung hæk. Vær ikke bange for at gå hårdt til den de første år, da det vil gavne den i fremtiden.
Jeg bruger selv en batteridrevet hækkesaks. Og det er et af de bedre indkøb, jeg har gjort til haven. Jeg ved ikke, hvor mange forlængerledninger jeg har klippet over igennem årene. Med denne ledningsfri saks kan jeg klippe løs uden at ende med en ubehagelig overraskelse.
De fleste hække gødes bedst om foråret. Du skal helst gøre det før årets første beskæring. Så kommer hækplanterne sig bedre og hurtigere, samtidig med at væksten stimuleres. I midten af juli gøder jeg en gang til. Da det er anden gang på året, der gødes, er det her tilstrækkeligt med lidt mindre gødning.
Hvis du lige har plantet din hæk, skal du gøde den med det samme. Det gør, at rødderne udvikler sig ordentligt, og hvis rodvæksten stimuleres, vil hækplanterne også vokse bedre over jorden. Logisk, men alligevel godt at fremhæve.
Jeg gøder også om efteråret i min have. Det gør, at planterne bliver mere robuste før vinteren, og fremmer dannelsen af blomsterknopper næste år.