
Det er 1 grad udenfor, og solen skinner. Det giver en helt anden fornemmelse og føles ikke længere som mørk vinter, men nærmest som tidligt forår. Med 1 grads varme og strålende sol bliver der varmt i drivhuset. Lige nu er der 16 grader herinde med solen som eneste varmekilde. Når der er varmt i drivhuset, er det oplagt at drikke en kop kaffe herinde med verdens bedste brød til.
Når solen kigger frem, får man ekstra lyst til at finde på ting, som man måske normalt ikke har hverken tid eller energi til. Så jeg bagte brød nu, hvor solen har fyldt min energibank, og det blev helt vildt godt. Det er min egen opskrift, som jeg blandede af det, jeg havde stående i skabene. Jeg havde lidt mel af hver slags, nogle nødder og en gulerod, der skulle spises. Og ved I hvad, det blev måske verdens lækreste brød! Så her kommer opskriften, men I kan naturligvis se, hvad I selv har stående og lave jeres egen udgave.


Ingredienser:
5 dl speltmel
5 dl rugmel
2 tsk. natron
1 tsk. bagepulver
1 tsk. salt
6 dl ymer eller yoghurt
1 dl grove havregryn eller 1 dl hørfrø
1 stor, revet gulerod
0,5 dl sirup eller honning
Nødder efter smag. Jeg brugte valnødder.
Sådan gør du:
- Bland alle de tørre ingredienser i en skål.
- Tilsæt alle de øvrige ingredienser.
- Hæld den klæbrige dej i en brødform.
- Bages i ovnen ved 100 grader i 20 minutter. Derefter øger du temperaturen med 25 grader hvert 20. minut, så den samlede bagetid bliver 1 time og 40 minutter.
- Lad brødet køle lidt af, inden du skærer det i skiver og nyder det!

Det er vidunderligt at sidde i drivhuset her i starten af februar og føle, hvordan foråret stråler ind gennem ruderne. Smørret smelter på en lun skive brød med ost og marmelade. Det er virkelig livskvalitet for mig, og det er skønt, at jeg kan opleve det i mit eget hjem.
Skriv et svar