
Det, jeg nok er mest stolt over i mit drivhus, er mine middelhavsplanter. Jeg har mere held med dem end andre, der ikke har drivhus, fordi de mere eksotiske planter kan trives her.
Figner – jeg elsker figner! Den topper listen over mine yndlingsplanter. Dels fordi den er let at overvintre, dels fordi det er få planter, der overgår den enorme grokraft om foråret. Og så kan man desuden høste en hel del af de skønneste frugter. Jeg har alle mine middelhavsplanter i krukker.
Det, der er vigtigt at gøre nu, hvor frugterne begynder at blive store og nærme sig høsttidspunktet, er at klippe mange af de blade væk, der skygger for frugterne. De skal have sollys, som kan gøre dem ekstra søde og lækre.

Man klipper ikke grene af, men kniber bare de blade af, der skygger.
Det er en god idé at gøde middelhavsplanterne en måneds tid mere. Planterne optager stadig næring og har gavn af den. Desuden giver det god kraft til næste år, hvis depoterne er fulde. Jeg gøder med specialgødning til middelhavsplanter, men jeg giver dem også en håndfuld hønsegødning i pilleform. Både til citrustræer, oliven, figner og vindruer.


Hvis du har et drivhus, men ingen middelhavsplanter, anbefaler jeg på det varmeste, at du får nogle. Det er utrolig sjovt!
Skriv et svar