
Uge 44. Hold op, hvor er der blevet plaget meget om denne uge. Hvornår har vi ferie? Hvor mange dage skal vi i skole endnu?
Børnenes spørgsmål har været mange, og de svar, de har fået, har været langt fra dem, de håbede på. Derfor har de ikke rigtigt hørt efter og faktisk forstået, at der var 2 uger endnu. 7 dage tilbage eller 5 skoledage endnu, før det var ferie. Men nu er vi endelig nået så langt. Nu har de ferie, og det er vanvittigt hyggeligt.
Men når man ikke rigtigt har energien til at tage på tur, og vejret heller ikke indbyder til at gå i haven og lege, eller børnene ikke gider det, så er det godt at have et sted, hvor man kan være kreativ. Og hvor man kan lave noget andet end at sidde foran en skærm. Jeg er så utroligt træt af de skærme. Hvis du har børn i 10-årsalderen, ved du måske, hvad jeg mener?


Drivhuset er blevet brugt til mange forskellige ting i denne uge. Vi har siddet derude og spist til middag. Når børnene har haft kammerater på besøg, har det været et sted, hvor de kunne sidde alene og snakke om hemmeligheder, som ikke er for voksne ører. Jeg har også haft lidt tid for mig selv. Jeg har siddet i drivhuset og lavet gravpynt til at lægge på gravene hos mine kære familiemedlemmer, som er gået bort. Det er ren lysterapi at sidde i drivhuset på denne årstid. Lige nu gælder det virkelig om at indsamle og nyde hver eneste solstråle inden en lang og grå vinter.



Drivhuset bliver selvfølgelig også brugt til at dyrke planter i og til overvintring og såning. Mine såbede er fulde af forskellige kålsorter, som sikrer, at jeg kan høste vintergrønt i mange uger endnu. Jeg har desuden omplantet stiklinger af kæmpeverbena, som skal overvintre i drivhuset, og jeg har forsået stauder, som skal have noget kulde, for at frøene begynder at vokse.

Drivhuset byder på uendeligt mange muligheder og anvendelsesområder for både store og små.
Skriv et svar