
Kan man se med det blotte øje, at tingene vokser lige nu? Det tror jeg faktisk. Hvis jeg bare havde stillet mig op og set på mine asparges og min salat i køkkenhaven, tror jeg, jeg havde set, hvordan de vokser millimeter efter millimeter. Men hvem har tid til det? Ikke jeg, i al fald!
Jeg har haft travlt med at opdatere min køkkenhave. For syv år siden havde jeg ingen køkkenhave og vidste ikke, om jeg ville synes, det var sjovt at dyrke mine egne grønsager. Derfor begyndte jeg med nogle få højbede, som hvert år er blevet til flere.

Nu kunne pallerammerne ikke holde længere, brædderne er rådnet og falder fra hinanden. Jeg besluttede derfor at investere i højbede i metal i stedet. Køkkenhaven er blevet meget moderne og vildt flot med de nye højbede.
Man kan købe færdige højbede i metal, men jeg valgte at få mine fremstillet hos en smed. Jeg ville nemlig gerne have højbede, som var nogle centimeter længere og bredere end dem, jeg allerede havde i køkkenhaven. Så kunne jeg sætte det nye højbed i metal uden på det i træ, så jeg undgik at tømme al jorden ud og fylde den i igen bagefter.

Jeg satte altså mine metalhøjbede uden på pallerammerne i træ, og da det var gjort, kunne jeg nemt fjerne de gamle, udtjente trærammer.
Jeg synes, det er fantastisk at dyrke i højbede. Jorden bliver nemt opvarmet om foråret, det er nemt at fjerne ukrudt, og det er en mere bekvem arbejdshøjde, når man skal høste. For at jorddybden ikke skal begrænse, hvad jeg kan dyrke, synes jeg, bedene skal være mindst 40 cm høje.
Skriv et svar