Rimfrost, snekrystaller, islygter og levende lys er noget, der hører julen til. Smukke ting, som er de samme og vender tilbage år efter år. Men året, der gik, var igen et år, der ikke lignede de andre. Et år, hvor der var så mange forhåbninger om, at det blev et almindeligt år. Et almindeligt år med frihed som mit største ønske. At vi kunne lægge pandemien bag os og vende tilbage til normalen.
I årets løb har jeg i stedet lært, at vi ikke længere kan tage det for givet, at man krammer eller giver hånd. At man sidder tæt på en ven, som man så længe ikke har set, men haft i sit hjerte og savnet meget. At det ikke længere er en mulighed at tage chancer, og at man skal være passiv fysisk, men i stedet udtrykke sig verbalt, når man ikke kan bruge kropskontakt og et kram.
Tænk, hvilken evne vi mennesker har til at tilpasse os til forskellige situationer, finde nye løsninger og alternative veje. Så længe man hviler på et fast fundament og ved, hvad man elsker, er der mulighed for at finde nye veje. At jeg har så stor tryghed igennem min familie, dem der kender mig bedst, at alene ikke er lig med at være stærk.
Det, der også har ligget som et beskyttende tæppe omkring mig, når det er gået hårdt til, er stedet, hvor jeg kan skabe og være kreativ. Hvor et frø kan vokse, og hvor afgrøder kan høstes. Jeg tror, at vi mere end nogensinde skal gå tilbage til vores indre urmenneske. Være tæt på naturen og det, der er mest naturligt for os. Sådan som det var, da vi var jægere og samlere, der har vi grundlaget for vores overlevelse og eksistens. Den følelse får jeg i drivhuset og i haven, hvor jeg får jordforbindelse og føler mig tryg. Uanset hvor meget jeg i øvrigt skal tilpasse mig samfundet, er der altid en mulighed for at gå ud og finde mit fristed. Derfor har drivhuset og planterne været vigtigere end nogensinde i mit liv.
Jeg håber, at du også har fundet dit trygge sted, hvor du kan være kreativ og føle ro.
Skriv et svar