
Er jeg en gammel, stædig kone, som levede for 100 år siden, og som aldrig er kommet videre? Som nægter at udvikle sig og være åben over for nye ting? Det spørgsmål stiller både jeg og min familie (!) en gang imellem. Netop med hensyn til Halloween har jeg aldrig forstået det! Skræk, død og blod… Det er der allerede rigeligt af i verden, synes jeg. Mens mine børn synes, at jeg er den kedeligste i hele verden. Men jeg går på kompromis, så vi også fejrer Halloween, men på en hyggelig måde.



Både børnene og jeg er jo glad for at pynte op og forberede os. Jeg har aldrig prøvet at male græskar før, men jeg synes, det blev ret flot og dekorativt. Både spraymaling og almindelig maling med pensel fungerer fint. Jeg måtte male mine græskar to gange, og jeg brugte en almindelig, vandopløselig kunstnermaling.



Jeg prøver at opfylde børnenes spøgelsesønsker ved, at jeg omkring Halloween laver nogle marengs, som jeg med smeltet, mørk chokolade nemt kan forvandle til små spøgelser ved at male spøgelsesøjne på.
Her får I en lækker, hurtig og supernem opskrift på en fantastisk citrontærte, som er perfekt til Halloween.

Citrontærte opskrift
1 tærte – ca. 40 minutter
Tærtebund
- 3 dl hvedemel
- 2 spsk. sukker
- 125 g smør eller margarine
- 2 spsk. koldt vand
Fyld
- 2 dl piskefløde
- 1 citron, saft og fintrevet skal
- 2 æg
- 1 dl sukker
Til garnering
- citronskiver
Sådan gør du
- Rør mel, sukker og smør sammen til en grynet masse. Tilsæt vandet, og arbejd det hurtigt sammen til en dej.
- Tryk dejen ud i en tærteform med løs bund, cirka 24 cm i diameter.
- Prik den med en gaffel, og sæt den i køleskabet 20-30 minutter.
- Forbag tærtebunden ved 200 grader i ca. 10 minutter.
- Rør alle ingredienserne til fyldet sammen. Hæld det over bunden, og bag yderligere 15 minutter.
- Tag tærten ud, og lad den køle af. Garner gerne med papirtynde skiver citron og server med letpisket fløde.
Skriv et svar