
Vindueskarme af træ, hvide, småsprossede vinduer og en blomstrende pelargonie. Gerne den lyserøde “Dronning Ingrid”. Duften når man går forbi vinduet. En duft der parfumerer rummet. Det er forår og sommer for mig!
Jeg har overvintret mine pelargonier i flere år, og jeg gør det i vores udestue. Der bliver koldt, men der er ingen frost. Om efteråret sætter jeg dem ind uden at gøre noget specielt ved dem. De får intet vand og intet ekstra lys.
Men nu! Nu tager jeg dem frem og planter dem om i ny jord. Jeg klipper dem ned, så der kun er stammen tilbage, cirka 5-10 cm, som stikker op af jorden. På den måde får jeg pelargonien til at blive busket og sætte nye grene. Derefter sætter jeg dem i vindueskarmen i køkkenet og vander dem. Ikke så meget at de er våde hele tiden, det er vigtigt, at pelargonierne tørrer ud mellem vandingerne.


Om en måneds tid begynder jeg at gøde. Det gør jeg ikke fra begyndelsen, fordi jorden også indeholder næring. Der findes gødning, som er specielt udviklet til pelargonier. Det er ikke strengt nødvendigt, men godt fordi næringen er rigtigt sammensat netop til dem.
De senere år har jeg sået pelargonier, og det er på høje tid at gøre det nu, så de kan nå at blomstre i år. Så er det let at få fat i nye, spændende sorter, som man ikke finder i butikkerne. Frøene bestilles på nettet.

Held og lykke med pelargoniedyrkningen!
Skriv et svar