Ind imellem kan man godt ønske, at man kunne fremskynde væksten i haven og lade det gå hurtigere, men vi kan faktisk ikke påvirke den ret meget.
Vi kan naturligvis give optimale forudsætninger i form af god jord, gødning og klimaet. Men uanset hvad, tager tingene den tid, de tager.
Men noget, vi kan påvirke mere, end vi ofte gør, er udseendet på træer og buske. Vi kan formklippe, hænge vægte i grene, så de bliver tynget ned, og det bliver lettere at plukke æblerne. Når grenene er tynde, og træerne er relativt unge, kan man forme dem og klippe dem til, så træer og buske får den ønskede form, når de bliver store.
Men her skal du være beslutsom og vide, hvordan du ønsker, resultatet skal blive. Det har jeg måttet være med de ferskentræer, jeg espalierede op inde i mit drivhus. Jeg er superglad for det, og desuden får jeg masser af ferskner. Jeg har også skabt en tunnel af æbletræer, og her fire år senere er den blevet tæt og fin.
Sådan gør man:
1. Bestem formen.
2. Bind op og skab en form, som væksten kan følge.
3. Klip, klip og klip. Det kan virke brutalt at klippe store og små grene og kviste væk, men det er nødvendigt. Der, hvor du klipper, skyder nye skud frem. Hvis du tager toppen på et træ, bliver det ikke højere. Hvis du klipper en sidegren, kommer der nok to nye skud, og så kan du lede det videre i forskellige retninger, hvis du vil.
Jeg klipper mine espalierede træer flere gange i sæsonen, nogle gange flere gange på en måned. Du kan klippe grene når som helst på året, når de ikke er blevet træede. Det vil sige, at skuddene har fået en hård kerne og er blevet stive.
Hold dig ikke tilbage fra at klippe. Jeg vil påstå, at du ikke kan klippe et træ eller en busk ihjel.
Så vær ikke bange for at kaste jer ud i at forme jeres træer. I år vil jeg gå i gang med at lave paraplytræer. Æbletræer, hvor jeg har fjernet alle sidegrenene, så der kun var en lang pind. Jeg klippede toppen af i den ønskede højde, og der er nu i stedet en masse sideskud.
Dem vil jeg nu bøje ned med vægte, som man ellers har i duge og gardiner. Mit mål er, at de lidt efter lidt får en form som paraplyer.
Fortsættelse følger.
Skriv et svar