I skrivende stund kan jeg nærmest se, hvordan alting vokser i køkkenhaven, ikke mindst kan jeg se mine asparges komme op af jorden! Jeg har forskellige sorter, som adskiller sig en del fra hinanden i farve og form, men også i smag. Det er helt umuligt for mig at vælge en favorit, de er allesammen lige skønne. Det bedste er, at jeg ved, jeg i år vil kunne høste asparges fra mine højbede helt frem til sankthans. At dyrke asparges er nemt at gå til. I dette indlæg får du mine bedste tips til, hvordan du får succes med at dyrke dine egne asparges, så du aldrig igen vil undvære din helt egen aspargesplante!

Dyrkningssted.
Asparges vokser bedst i sandjord med høj pH, men kan også sættes i almindelig køkkenhavejord. Det vigtige er, at jorden er veldrænet og let gennemtrængelig for rødderne. Dyrkning i højbed er faktisk at foretrække. Det skyldes, at højbede er veldrænede, og at dyrkningskasser varmer hurtigere op end jorden i det tidlige forår. Det giver en bedre start på væksten. En aspargesplante kan blive meget gammel, men man bør ikke dyrke aspargesplanter på samme sted i mere end 15–20 år. Så det anbefales at plante asparges forskellige steder, hvis du skal forynge dine planter og købe nye og flere.

Plantning.
Aspargesrødder er meget sarte og knækker let, derfor er det vigtigt, at man er omhyggelig med at udvælge stedet, og at man ikke flytter dem uden videre. Man planter aspargesrødderne i foråret, gerne tidligt. Grav rødderne ca. 20 cm ned, og sæt dem i dybe furer med ca. 40 cm afstand mellem rækkerne. Læg en næringsrig kompost i bunden, som danner en ryg, og læg derefter aspargesrødderne ned og spred dem ud som en vifte. Vand godt, og dæk derefter til med jord.

Høst.
Det første år kan du ikke høste noget, da aspargesen først skal have lov at vokse til. Det er en prøve for tålmodigheden, men meget vigtigt! Det samme gælder 2. år, men 3. år kan du høste en lille mængde. Sørg for kun at tage halvdelen af de asparges, der titter op, og høst maks. 10 dage i træk. Det fjerde år og året efter kan du høste frem til sankthans, men aldrig længere. Efter sankthans skal planterne have lov til at samle kræfter til næste år og danne top.
Held og lykke med din aspargesdyrkning!
Skal man lade toppen stå hele vinteren?
Hej Vibeke!
Lad toppen stå hele vinteren så kan du trække den op eller knække den, når du rydder op i køkkenhaven til foråret.
🙂 R