
Hvem drømmer ikke om at sidde i sit drivhus med levende lys en sommeraften, når mørket falder på? Uden for drivhuset er det fugtigt, men indenfor er der læ, ro og varme. Fra lænestolen strækker du hånden op mod loftet, hvorfra der hænger masser af søde, blå vindruer. Du plukker en klase, og der er mange flere…
Hvem vil ikke gerne have det billede som sin virkelighed?
Hvis du har et drivhus eller en udestue, kan det sagtens lade sig gøre, selvom du bor på nordlige breddegrader. Der findes skønne sorter, som kan give udbytte år efter år, selv i et køligt klima.
Vinranker holder ikke særlig mange år i en krukke, hvor rødderne ikke har plads nok til at udvikle sig. Derfor må du tage nogle sten op af gulvet i drivhuset og grave ud, så rodsystemet kan vokse uden for drivhuset.
Det er bedst at plante vinranken om foråret eller tidligt på sommeren, så den når at etablere sig inden vinteren. Vinranken vil helst stå i veldrænet og velblandet lerjord.
Når du planter vinranken, skal du højst bevare to stammer, hvorfra der kommer sideskud. Dem skal du klippe af lige foran den første klase druer, for at der ikke kommer for mange klaser det første år. En større og ældre ranke kan klare mange flere klaser. Jeg har for eksempel ladet mine sideskud få en ekstra klase om året, men højst 5-6 stk.

På denne årstid er det vigtigt at tynde ud i vindrueklaserne, hvis du vil have store druer. Hvis du har mange klaser, bliver der færre druer, så derfor fjerner jeg cirka halvdelen af klaserne. Jeg fjerner også mange blade, så druerne kan få sol, modnes og blive søde.
Om vinteren beskærer jeg vinranken kraftigt. Først på det tidspunkt kan du klippe de grene af, som er blevet træede og brune. Vinranken bløder meget, så det er en fordel at beskære den tidligt på vinteren. Alle grønne skud kan du derimod klippe om sommeren uden at være bange for at beskadige ranken, så klip bare løs.
En vinranke har ikke brug for meget gødning. Jeg giver hønsegødning en gang i maj måned og derefter ikke mere. Hvis du ikke har gødet endnu, kan du stadig nå det.

Skriv et svar