Man høster, som man sår. Tror du, det er for sent at så nu?
Så tager du fejl, for det perfekte tidspunkt at så er lige nu. Hvis man læser på frøposernes bagside, er det nu, man kan så det meste på friland, både blomster og det spiselige.

Det er lidt sent at så visse frøtyper, men de frø, som man burde have sået i begyndelsen af året, fx tomater og artiskok for at nævne nogle, kan man faktisk købe som færdige udplantningsplanter.

Jorden er begyndt at tørre ud de fleste steder, og nogle timers forårssol varmer jorden mere og mere for hver dag. Så er jorden optimal, og frøene venter bare på de perfekte forhold, før de begynder at spire. Fjern eventuelt ukrudt og brug lidt tid på at forberede jorden der, hvor du vil så.
Det er et godt tip at vande jorden i rillen, inden man sår frøene. Så løber frøene ikke ud, og der bliver flotte, lige rækker.

Jeg lægger også fiberdug over såstedet. Dels holder det fugle væk, som vil spise frøene, men det afholder også katte fra at grave i jorden. Og så bliver der nogle grader varmere under dugen end udenfor, og det sætter frøene pris på.

Nogle steder er der sikkert stadig sne og kulde. Der må man vente med at så, til risikoen for frost i dagtimerne er ovre. Men hvis man har fiberdug over sine planter, betyder det ikke alverden, hvis det skulle blive koldt og minusgrader om natten. Jeg beholder dugen på, til planterne er vokset til. Det er vigtigt, at frø og små planter aldrig tørrer ud.
Husk at skrive på pinde, hvad du sår hvor. Det kan man nemt glemme. I det mindste hvis du sår i lige så mange pallerammer som jeg og på mange forskellige steder.
Held og lykke!!
Skriv et svar