Sundt, velsmagende, let at dyrke og utrolig anvendeligt. Hvidløg. Mit absolutte yndlingsløg. Kan jeg overhovedet kalde det for en krydderurt? I så fald er det også min yndlingskrydderurt.
Jeg tror, jeg spiser hvidløg hver dag i en eller anden form. Som hvidløgspulver i mad, friskt i salatdressinger, eller jeg hakker toppen i en salat. Toppen er nemlig meget mild og smager lækkert tidligt på sommeren.
Men nu er tiden inde til at høste sine hvidløg.
Når der begynder at komme blomsterknopper på toppen, er det et tydeligt tegn, eller når toppene begynder at blive brune og tørre, ved man, at løgene ikke vokser sig større.
Jeg trækker mine løg op og hænger dem til tørre i solen i nogle dage.
Løgene skal tørres for at kunne holde sig, og intet tørrer dem mere effektivt end solen. Hvis det regner, hænger jeg dem i stedet op i drivhuset.
Hvis man er fiks på fingrene, kan man flette toppene i en fin fletning. Den ser utrolig dekorativ ud at have hængende i køkkenet. Toppene skal flettes, mens de er grønne og smidige, før de tørrer.
Det er nemt at dyrke hvidløg. Dyrk dem for eksempel i pallerammer, hvor jorden er tør, for hvidløg rådner, hvis de står for fugtigt.
På et tidspunkt i oktober tager jeg et hvidløg og deler det i fed. Jeg sætter feddene i jorden, så kan jeg høste mange nye hvidløg næste sommer. Sådan går det i ring, og det er utrolig fascinerende, synes jeg.
Skriv et svar