
Farven på træernes blade og buske er nu begyndt at gå over i både gult og rødt. Meget er faldet af og gået i vinterdvale. Dis og tåge ligger som et tungt, vådt tæppe over haven om morgenen, og tågen letter ikke før langt op ad dagen. Det er ikke til at tage fejl af, at efteråret virkelig er kommet nu. På den tid af året sker det ofte, at der dukker spørgsmål op om efterårsgødning, så her kommer mine råd!

Jeg fraråder generelt at gøde haven om efteråret. I min have gødes der i sensommeren. Jeg gøder både nytte- og prydplanter i sensommeren. Så kan planterne nå at optage næringen, før de går i deres velfortjente vinterdvale. Derfor kan det være smart at gøde i sensommeren, fordi det medvirker til, at planterne kan bevare noget af kraften til foråret, når der igen skal gang i væksten. Nu er det dog generelt for sent at gøde.
Men der er altid undtagelser. Jeg har mange kål i min have, som jeg ikke har tænkt mig at høste før om nogle måneder. Grønkål, hvidkål, rødkål, spinat og persille. Mængden af jord er faldet en del hos mig i sommermånederne – kender I det, når jeg siger, at jorden på en mærkelig måde går op i røg? En palleramme sprængfyldt med jord om foråret er halvt fyldt om efteråret. Derfor gør det dobbelt gavn nu at tilsætte gødning, volumen og struktur på én gang.

Jeg har den fordel, at jeg har adgang til hestegødning som fyld og gødningsmateriale. Men fortvivl ikke, hvis du ikke selv har heste. Kogødning i sække er for eksempel også glimrende at fylde op med. Hvis man gøder nu, kan kålen nå at optage næringen, inden jeg høster, og planterne bliver større. Der bliver mere jord, og rødderne bliver beskyttet under et ekstra lag jord. Så der er kun fordele ved at fylde op med jord på denne årstid.
Mit råd er altså at gøde de planter, som stadig har en vækstperiode, men derudover er det bare spild af gødning.

Skriv et svar