På denne årstid gælder det om at optimere pladsen i drivhuset. Der står planter overalt – på gulvet, på bordene, på hylderne, og såbedene er fyldt med planter, som venter på at blive plantet ud. Hvis jeg skulle vælge ét tilbehør i drivhuset, ville det være såbedet. Der har jeg gang i såning næsten hele året.
Tidligt på foråret sår jeg alt det, der senere skal plantes ud i bedene og i køkkenhaven. Senere sår jeg nyt hele sommeren. Basilikum, persille, dild, salat og rucola. Den slags bruger jeg meget af. Jeg skifter jorden hver gang jeg sår, og jeg sår salat etc. til langt ud på efteråret.
Når det bliver koldt, ændrer jeg strategi for afgrøderne. Så skal det være ting der kan tåle kulde, som asiatisk kål, spinat, mangold og persille. Det gør ikke noget, hvis der skulle komme lidt nattefrost. Disse planter kan jeg have i såbedet og høste af helt frem til jul. Så sætter jeg dyrkningen på pause hen til slutningen af marts, hvor varmen kommer igen.
På den måde kan jeg i princippet være selvforsynende med bladgrønt det meste af året.
Jeg lægger en kapillærmåtte i bunden af såbedet og hælder jord direkte oven på måtten. Så vander og sår jeg.
Sværere er det ikke!
Skriv et svar