
Jeg tror, at alle drivhusejere har mindst en tomatplante, som de glæder sig til at høste solmodne tomater fra. Jeg såede mine tomater i starten af februar, og siden da har de boet indenfor, men nu har jeg valgt at flytte dem ud i drivhuset.
Det er et sats at sætte planterne ud nu, da jeg endnu ikke har nogen form for varme i drivhuset. Men det plejer at gå, så jeg krydser fingre også i år. Tomaternes vækst tager af nu, hvor de flytter ud i kulden, men der kommer god gang i dem igen, så snart det bliver varmere. Jeg oplever, at mine planter, som har stået ude i drivhuset, når det stadig er koldt, bliver meget kraftigere.


Uanset hvilke forudsætninger du giver dine tomater, er det på høje tid at plante dem om. En regel er at plante dem om, når planterne er cirka 10 cm høje. Når jeg gør det, sætter jeg tomatplanten meget dybere end før, så jeg råder dig til at bruge en dyb potte, gerne høj og smal.
Den stilk, du planter ned under jorden, udvikler rødder, og på den måde får planten et stort rodsystem. Det betyder, at planten lettere optager næring og vand, og det gavner væksten, så du får en større høst.


Skriv et svar