Jeg elsker at starte forfra. At få en chance til. At gøre det om og gøre det rigtigt, at blive bedre end sidste gang. Sådan vil jeg leve, både i det store og i det små. Blive lidt skarpere og prøve at gøre tingene bedre.
Sådan er det med dyrkning. Det er gået galt for mig så mange gange, fordi jeg ikke har været tålmodig og ventet med ting. For eksempel ventet, til dagene er lange nok til, at planterne kan vokse sig store og kraftige. I stedet bliver de tynde og ranglede, og jeg ender med at starte forfra, fordi planterne knækker og ligger hen ad jorden. Eller som de gange, hvor jeg har sået for tidligt og ender med ikke at have plads til alle planterne inde i drivhuset. Så har jeg planet dem ud, og alle de små planter er frosset ihjel.

Men uanset hvad kan jeg snart ikke vente længere med så småt at begynde at så. For nogle planter er det desuden det helt rigtige tidspunkt at så nu.
Når der skal sås i januar, kommer jeg ikke udenom tre ting:
- Artiskokker
- Chili
- Kæmpeverbena
Jeg sår som regel i såjord. Forskellen på såjord og almindelig jord er, at såjorden er blandet med sand og ikke indeholder kraftig næring.
Almindelig jord indeholder langtidsvirkende næring og bliver derfor kraftig efter nogle uger, når jorden bliver våd, og gødningen opløses i jorden. I starten ser spirerne ud til at have det fint, men efterhånden som jorden bliver mere og mere gødet, bliver det for meget for de små planters fine rødder, som bliver brændt af, og planten dør – som på billedet. Der såede jeg i almindelig jord (røde planter) og i såjord (grønne planter).

Såjord indeholder sand. Sandet gør jorden mere porøs, så der kommer mere ilt til de små, fine rødder. Det nedsætter risikoen for, at planterne rådner. Såjord holder ikke på fugten
som almindelig jord, så pas på, at den ikke tørrer ud. Såjord er næringsfattig, så når planterne bliver større og skal plantes om, skal man plante i almindelig jord, som indeholder næring. Så bliver planterne hurtigt store og stærke.


Skriv et svar