
Tænk, at sådan et lillebitte frø kan vokse sig meterhøjt og blive til en tomat eller en solsikke. Eller faktisk en 1000-årig eg.
Er det ikke fantastisk, når man tænker over det? Hvis man giver det de rette forudsætninger, er der utrolig meget liv koncentreret i noget, der er så småt.
Nu er det tid til for alvor at begynde at tænke på at så. Det er nu, grundlaget for det, man vil dyrke og høste i år, bliver skabt!
Der er visse betingelser for, at såningen lykkes, og her får I mine bedste tips: Næring, ilt, vand og lys er fire livsvigtige forudsætninger for, at noget overhovedet kan vokse.
1. Såjord – Jorden er det vigtigste for at give planten de rette forudsætninger. Såjord eller kaktusjord, som det også kan hedde, er mere mager end almindelig jord og er blandet med sand. Det gør det lettere for det lille frø at få ilt, så det kan vokse.
Almindelig jord indeholder gødning, som opløses og bliver for kraftig for små planter, så rødderne risikerer at blive brændt af. Frøene spirer, men efter nogle uger bliver de små planter brændt af og dør.
2.Vand – Jeg sår altid i kasser eller potter med hul i bunden. fordi det er bedre at vande nedefra. Alt for ofte har jeg vandet ovenfra med en for kraftig stråle, så de små planter har lagt sig ned. Mange rejser sig aldrig igen og rådner. Derfor vander jeg på en bakke nedefra, så jorden kan suge vand op igennem de små huller i bunden af såkassen.

3. Belysning – Det kræver lys at få kraftige og gode planter. Meget lys. Mere end hvad det naturlige dagslys kan give på denne årstid. Derfor skal man have en speciel plantebelysning. Belysning har forskellige farveskalaer, og derfor skal man have lys, der er tilpasset til dyrkning for, at det har effekt. Jeg bruger LED-belysning. Der findes forskellige typer af armaturer, men fælles for dem er, at belysningen skal være lige over planterne. Højst 15-20 cm over planterne for at have den bedste virkning. 14-16 timers belysning om dagen plejer at være passende. For lidt lys giver lange, tynde planter, som let knækker. Korte, kraftige planter giver de bedste forudsætninger.

4. Omplantning – Når man har sået sine frø, og planterne er så store, at de kan håndteres, vil de have deres eget hjem. Så skal man plante om i større potter. Vælg gerne en firkantet potte, hvor rødderne udvikler sig hurtigere, når de vokser ind i pottens væg. Så deler roden sig i to og vokser i forskellige retninger. Et stort rodsystem vil gavne optagelsen af næring og vand, og så får man en stor og kraftig plante. Når man planter om, skal man bruge blomsterjord eller plantejord. Køb en lidt dyrere jord, så behøver du ikke tænke på gødning de første 4-5 uger.

Skriv et svar