Nætterne er kolde nu. Jeg er begyndt at lukke dørene til drivhuset om natten, så varmen bliver derinde, og det sidste kan modne inden vinterdvalen. Tomater og agurker er der nogle få af tilbage på planterne, og peberfrugterne skal have lidt mere sol for at blive røde. Derimod er fignerne helt perfekte nu. De bliver bare mere søde, hvis det bliver lidt koldere om natten, og de kan oven i købet klare temperaturer ned til 0 grader. Frugterne er stadig rigtigt flotte.

Figen er en favorit hos mig hele året. Jeg har mange træer og små planter, og de er bare det letteste og smukkeste, man kan dyrke, synes jeg. Desuden er figner bare fantastisk søde og lækre.

Figentræer kan opbevares mørkt hele vinteren. Træerne taber deres blade, så det er ikke vigtigt med lys i vintermånederne. De skal opbevares på et køligt sted og kan klare ned til 10 minusgrader, lidt afhængigt af hvilken sort der er tale om. De fleste sorter kan dog klare enkelte minusgrader. Derfor er det efter min mening den middelhavsplante, der er nemmest at overvintre, og jeg har min i skuret hele vinteren.

Men lige nu handler det om at høste frugterne. Yndlingsopskriften med figner er helt klart at halvere dem og sætte dem i ovnen i 10 minutter med hakkede nødder og mandler samt honning ovenpå, og så servere dem med is.

Jeg gøder mine figentræer og -buske en gang om ugen mellem april og august. Resten af tiden må de nøjes med vand. Når jeg har plukket fignerne, beskærer jeg træerne. De grene, jeg klipper af, sætter jeg i vand i drivhuset og lader dem stå der, indtil det bliver koldt. Så flytter jeg mine vaser med figengrene ind i huset. Efter nogle måneder har der udviklet sig rødder, og så planter jeg grenene ned i jord og har dem i vindueskarmen indendørs, indtil foråret kommer. Så flytter jeg dem ud i drivhuset igen og har nu flere små fine figentræer, jeg kan tage mig af. Jo flere, desto bedre!

Skriv et svar