Det er en stor luksus at kunne hente grønsager fra haven om sommeren. Og det er en endnu større luksus at kunne hente kål langt ud på efteråret og vinteren. Jeg begyndte at dyrke kål for nogle år siden. Jeg har altid troet, det var svært at få held med det, men jeg fandt hurtigt ud af, at det er lige omvendt – det er svært ikke at få held med kål.

For at det skal lykkes, kræver det god jord – kål elsker jord, der er proppet med næringsstoffer. Hvis du ikke har kompostjord, kan du bruge plantejord, som du blander med kogødning. Det anbefales at lægge net over planterne for at forhindre kålsommerfuglen i at lægge æg på planterne. Når æggene udklækkes, bliver de til larver, som æder bladene. Hvis kålen så får vand og sol, er det bare at høste løs.
Jeg har blomkål, palmekål, broccoli, grønkål og hvidkål. Jeg dyrker det hele i pallerammer, og I kan se resultatet på billederne. Jeg venter som regel til vinteren, inden jeg høster grønkålen. Man kan lige så godt plukke den under sneen som nu. Jeg forspirer mine kålplanter i drivhuset om foråret, og så planter jeg de kraftigste planter ud. De andre høster jeg om foråret og spiser som pluksalat.
Hvis du aldrig har dyrket kål, håber jeg, det kan inspirere dig til at prøve det næste sæson. Eller du kan så nu, så kan du om en måned høste små, spæde blade, som du kan bruge i salaten. Begge dele er godt!
Skriv et svar