
I sidste uge faldt jeg tilfældigt ind hos en tomatavler, Benny, som driver og ejer TåstarpsTomaten. Uendelige drivhuse og en helt ubeskrivelig duft. Sommer er nok det ord, jeg vil bruge for at komme følelsen så nær som muligt. Humlebier summede om ørerne på mig, og tomaterne stod i fuld blomst. Der var fugtigt, og jeg fik en overvældende fornemmelse af at fylde lungerne med varm, fugtig sommerluft.

Det fik mig til at længes endnu mere efter snart at have mine egne tomater i drivhuset, og jeg blev meget inspireret til at prøve sorter, jeg ikke har haft før.

Avleren har 65.000 tomatplanter i sine drivhuse. Over 70 forskellige sorter.
Pludselig følte jeg mig jeg lidt som en lille hobby-haveejer med middelmådige resultater.
Mine 10 planter og 5 sorter blegner helt i sammenligning.

Men det er ikke kun antallet af planter og sorter, der adskiller denne avler og mig. Alle tomater i dette drivhus står i vulkansten og ikke i jord, og man poder tomatplanter af forskellige sorter på en anden moderplante, som er stærktvoksende og robust. Denne moderplante skærer man af i 10 cm højde, og derefter poder man andre sorter på. Det giver en mere robust plante.
Alle planter er fremavlede i stenuld og senere plantet ned i vulkanstenene. Det giver rødderne mere ilt, end hvis planten stod i kompakt jord. Tomatplanterne dråbevandes ovenfra, og planterne får flydende gødning.

Humlebier summede rundt i hele drivhuset og bestøvede alle de små, gule tomatplanter. Uden humlebier ville der ikke være nogen tomater. Så vigtige er alle bestøvere. Derfor er det så vigtigt, at vi passer godt på de små hjælpere i vores haver og drivhuse.
Nu, jeg var der, måtte jeg jo også spørge Benny, hvilke tomatsorter han holdt mest af, hvis han kun måtte vælge to.
Svaret kom hurtigt.
Conchita og Volantis lød svaret prompte.

Tak til Benny, fordi vi måtte kigge ind og se, hvordan en professionel arbejder, og se din passion for at værne om gode råvarer og miljøet på samme tid.
Hvilken god blog! Hvorfor har jeg ikke fundet den tidligere? Glæder mig til at gå på opdagelse og læse en masse posts her i foråret.