Der er meget, som vokser og trives i drivhuset lige nu. Jeg kan høste dagligt, og jeg har stor glæde af alt det, jeg har dyrket frem. Men for tiden er der også mange andre, som vil have en bid af kagen, og jeg er desværre ikke alene i drivhuset. Der er mig og 10.000 lus. Varmen og fugten i drivhuset gør det til verdens bedste miljø at bo i, hvis man er en lille lus, og der er oven i købet dækket op til en stor buffet af diverse lækre afgrøder, som man kan tage for sig af. Et klogt sted at slå sig ned, kunne man godt tro ved første øjekast. Men sikke en fejl, de har begået. Hos mig kommer lusene til at fortryde, at de er flyttet ind!

Når man får lus, skyldes det først og fremmest, at man vander uregelmæssigt, og at det er varmt. Lusene suger væsken inden i planten ud, så planten udtørrer, bliver angrebet og dør. Man kan forebygge angreb ved at sørge for at vande regelmæssigt og have god ventilation i drivhuset, så man får varmen ned, og samtidig skal man sikre, at luften altid er i bevægelse, enten med en ventilator eller ved at lade døre og vinduer stå åbne døgnet rundt.

Hvis man gør alt dette og alligevel får lus, er man nødt til at behandle. Det kan man gøre på forskellige måder. Man kan sprøjte med vand i en hård stråle, så lusene bliver skyllet af. Normalt kommer de dog hurtigt tilbage. At få hjælp fra mariehøns og blive gode venner med myrerne er ikke nogen dårlig idé. De kan nemlig hjælpe ved at æde lusene og er samtidig et miljøvenligt alternativ. Man kan faktisk købe mariehøns på nettet og få dem sendt med posten.

Men jeg bruger en anden variant, som jeg gerne vil dele med dig. Gem opskriften, og brug den på dine planter både i drivhuset og udenfor og måske også på dine vinduesplanter.
Bekæmpelsesmiddel:
1 liter vand
1 dl brun sæbe
1 dl husholdningssprit (ikke på spiselige planter)
Bland ingredienserne sammen, og sprøjt direkte på lusene. Når blandingen rammer lusene, bliver de kvalt. Man kan ikke sprøjte forebyggende, og væsken skal ramme lusene for at have effekt. Hvis noget af det, der skal spises, bliver angrebet, bruger jeg samme metode, men uden husholdningsspritten. Så får jeg en mere miljøvenlig spray, som ikke er farlig, hvis man kommer til at indtage den. Den er dog ikke lige så effektiv, men som regel tilstrækkeligt til at give resultat.

Skriv et svar