Tilbageblik

2020 er et sjovt år at skrive i kalenderen, 20 20! Alle de år, som blandes mere og mere sammen, jo mere afstand man får til dem. Det, man troede skete for tre år siden, viser sig at være otte år siden. Og det, der skete for otte år siden, var faktisk 14 år siden. Og så videre, kender I det?

Midt i 2019, da jeg nu vælger at se på det i bagspejlet, gik det godt. Det gik faktisk rigtig godt. Eller var det i år, tomaterne fik pletter og salaten blev spist af larver?

– Nå, men jeg opfatter mit 2019 som vellykket.

2019 blev året, hvor jeg for første gang ikke såede alting for tidligt. Det år hvor alle planter var tilpas store til at plante ud i drivhuset, lige i tide til at varmen kom.

Eller var det 2019, som var året, hvor min mand igen engang i marts med machete måtte hugge sig igennem junglen, som er vokset sig større i vores entré, for at komme hen til garderobeskabet?

– Jeg husker min såning som meget vellykket i 2019.

2019 var det år, hvor jeg fik så mange smukke ferskenblomster i drivhuset.  Hvor blomsterne duftede og var så vidunderligt smukke, at jeg ikke ville have, de visnede.

Eller var det 2019, hvor jeg fik skyhøje elregninger, fordi iskolde frostnætter dukkede op på det tidspunkt, hvor blomsterne på mine ferskentræer skulle podes. Det, der gjorde, at jeg fik søvnløse nætter og måtte løbe ind og ud med tæpper og dække alle blomsterne, for at de kunne overleve.

– Jeg husker i al fald blomstringen i 2019 som en stor succes.

2019 var det år, hvor hele min have blomstrede hvidt af pæoner, som svajede i vinden som primadonnaer. Indbildske og vigtige med ret til at være arrogante over deres egen skønhed, og de blomstrede længe.

Eller var det 2019, som blev det år, hvor jeg havde rekordmange pæoner, som blev angrebet af lus, og jeg opdagede det alt for sent, og de pæoner, som blomstrede, blev knækket af slagregn og vind, netop som de var på toppen.

Nå, men jeg husker mine pæoner i 2019 som smukkere end nogensinde.

Det var i 2019, at drivhuset blev udnyttet mere end nogensinde. Så mange smukke citroner i drivhuset, så mange skønne og rolige drivhusaftener med familien, og så utrolig god høst og grønt, som voksede sig stort og flot.

Eller var det i 2019, citrontræet ikke satte nogen frugter? Eller var der ikke andre i familien, inklusive mig selv, som nåede at nyde sommeraftenerne i drivhuset, eller hvor mange ting tørrede ud og døde, fordi jeg glemte at vande.

– Nå, jeg husker mit drivhus som utrolig værdsat også i 2019, et rum jeg aldrig ville undvære.