I dag kom dagen endelig, hvor jeg skulle blive drivhusejer…! Det er jo helt vanvittigt, hvor meget jeg er oppe at køre over det drivhus.
Forventningerne var skyhøje både hos mig og børnene. Vi løb rundt og kiggede ud af vinduerne efter den lastbil, der skulle komme til os med drivhuset.
Når du bestiller et drivhus hos Willab Garden, laver du en aftale om leveringsuge med sælgeren, og så ringer transportfirmaet et par dage før levering og meddeler dato og cirka-tidspunkt for leveringen. Sådan var det i hvert fald i mit tilfælde.
Lastbilen ankom, og aflæsningen gik rigtig fint. Det var en meget sød og hjælpsom chauffør, der leverede drivhuset.
Det blev leveret i to store pakker. En pakke med alle drivhusets profiler og en stor tung trækasse, hvori alt glas var pakket. Der var både sne og regn i luften på dagen for leveringen, så det var vigtigt at få pakken med al glasset ind under et tag, så låget ikke blev blødt. Pakken med profilerne lagde vi på græsplænen.
Jeg tjekkede alle profilpakkerne igennem, sørgede for at der var det rette antal, og at de alle var hele og fine. Så skrev jeg under på chaufførens papirer, og han ønskede mig herefter en god dag og kørte videre.
Tror nærmest ikke at han var kommet ud af indkørslen, før jeg åbnede pakkerne og kiggede på profilerne. Jeg var så super spændt! Børnene var ikke så imponeret længere, eftersom de åbenbart havde forventet at få et færdigbygget drivhus leveret: ”Men mor, skulle han ikke være kommet med et drivhus på lastbilen??!!”
Nu venter jeg bare på bedre vejr, og håber at jeg i mellemtiden får held til at bestikke nogle venner til at hjælpe mig med monteringen af drivhuset!
Skriv et svar