Det er skønt, at vi nu går mod lysere tider, og man kan mærke, at dagene minut for minut bliver længere. Hvis man har et drivhus, kan man faktisk tyvstarte og så en hel del allerede nu. Det er stadig meget koldt, og det fryser i drivhuset, men jeg har en varmeventilator, som er rettet mod de områder, hvor jeg sår. De frø og planter, der er følsomme for frost og kulde, har jeg indenfor. Jeg elsker at så tidligt, så mine plantesteder bliver fyldt med alt det grønne, som jeg er så glad for.

Nu skal I høre, hvad jeg vil så de kommende uger både ude og inde.

Spinat
Ingen vintersåning uden spinat, som jeg synes er det bedste af alt bladgrønt. Jeg sår den i drivhuset, hvor den spirer ved nogle få plusgrader og desuden hurtigt vokser sig stor. Spinat er ikke så frostfølsom, så hvis det bliver koldt i perioder, fortsætter den bare med at vokse, når det bliver varmt igen.
Dild
Det er skønt at kunne komme meget tidligt i gang med dilden. Jeg sår den i såbedet og river bare rundt i jorden og vander, når jeg har lagt frøene i, og så er det bare at vente. Så kan jeg høste dild allerede i april. Jeg bruger dild i salater og ikke kun som man traditionelt bruger det.
Porre
Det tager ikke meget plads at så porrer, og derfor sår jeg dem altid i januar. Det giver supergode planter. Porrer er ret følsomme, så jeg sår dem inden døre.
Artiskok

Artiskokken har brug for en lang vækstperiode for at give udbytte. Den er fantastisk og uundværlig i min have, både til at spise men også fordi den er så dekorativ i mine bede. Jeg sår den indenfor under ekstra belysning. Det er vigtigt at plante den om flere gange, så den har plads til at optage næring og vokse sig stor.
Er du begyndt at så?
Skriv et svar