
August – sidste sommermåned, hvor bliver tiden af? Den flyver bare, og jeg når ikke alt det, jeg gerne vil. Jeg som skulle dyrke og høste så meget, jeg som skulle holde store fester, have dovne dage og venner til middag. Jeg har nået meget, men der er en hel del tilbage, som for eksempel at dyrke basilikum.
Det er selvfølgelig ikke et kæmpeproblem ikke at have basilikum, men livet får klart tilført lidt mere luksus, når jeg får frisk basilikum i drivhuset, som jeg kan høste i store bundter. Heldigvis er der en superhurtig måde at få basilikum på. Hvem orker at dyrke fra frø og vente på, at der om nogen tid kommer basilikum? Ikke jeg i hvert fald, og ikke på denne årstid.
Du kan købe en potte basilikum i supermarkedet. Der findes forskellige sorter, småbladet, storbladet, med røde eller grønne blade. De fungerer alle sammen godt. Klip stilkene af, så de er cirka 10 cm lange. Tag de underste blade af, og stil basilikumkvistene i et glas med vand.

På kun en uges tid er der udviklet rødder på skuddene, og du kan plante dem i jord. Derefter går det hurtigt. Gød med flydende gødning, og hold jorden fugtig, så får du snart mange basilikumbuske, du kan høste af. Jo mere du klipper af planten, jo større og mere busket bliver den.
Jeg plejer at fryse basilikum ned i poser, som jeg kan tage op og bruge i madlavningen til vinter. Jeg synes, det er bedre end at tørre den. Selv den enkleste pastaret forgylder hverdagen, når jeg kan drysse ”frisk” basilikum på hele året.
Skriv et svar