
Har du nogensinde været i Skåne i november? Så ved du, hvor gråt der kan være! Tænk, at der kan være så mange nuancer af gråt. Der er fugtigt, mudret og gråt. Det er virkelig uinspirerende, så derfor er jeg for mange år siden begyndt med begrebet “Novent”. Det er en måde at gøre november lidt lysere, varmere og hyggeligere på. Min hobbymåned, så jeg ikke skal have alt arbejdet i december.
Jeg tog ordet Novent til mig første gang, jeg hørte det. Jeg elsker advent og tænkte, at det ville være skønt, hvis vi kombinerer det med november. Advent i november = Novent. Jeg vil lige understrege, at det ikke er meningen, det skal fjerne det højtidelige omkring advent, men kun for at kunne tyvstarte julen og alt det, der skal gøres. Det gør jeg ved at pynte op i haven, drivhuset og ved hoveddøren med for eksempel kogler, mos og grangrene. Men jeg venter med det, der forbindes allermest med julen. Jeg under mig selv lys og lygter, kranse og småkageduft allerede nu, uden at det går ud over juleglæden i december.
Noget, der gør arbejdet med dekorationer lettere, er en limpistol, som gør det meget nemmere at lave kranse og dekorationer. Den er god at bruge til at lime kogler på en krans eller sætte appelsin og stjerneanis på bloklys. For selvfølgelig er detaljerne vigtige og gør det hele mere hyggeligt
Det, der virkelig giver et varmt og stemningsfuldt udtryk, er at lægge grangrene på jorden som et tæppe omkring potter og lanterner. Det får det hele til at virke varmt og indbydende. Desuden forsvinder den nøgne jord og får et ekstra dæklag før vinteren. Jeg elsker at kombinere nytte med dekoration, og grangrene fungerer som beskyttelse mod den strengeste kulde for både planter og dyr.
Mos er et godt materiale, som jeg er glad for at dekorere med, fordi det er så enkelt. Det kan blive utrolig flot med få midler. Bare ved at lægge mos på et fad og dekorere med kogler eller en lyskæde og nogle kviste. Nu venter jeg på frosten, som lægger et koldt glitrende lag over alting, så bliver det endnu smukkere.

Jeg håber, du også kan byde november velkommen med Novent og nyde smukke dekorationer og lys!
Skriv et svar