Jeg kan allerede nu se, at jeg ikke burde skrive dette indlæg, for det er aldrig gået helt perfekt med mine tomater. Hvert år lykkes det mig 90 %, men jeg når aldrig helt 100 %. Jeg vil påstå, at jeg er drivhusekspert. At jeg er god til alt med have og dyrkning. Derfor giver jeg ikke op, før jeg kan kalde mig tomatekspert. Men der er nogle bump på vejen.

I praksis ved jeg, hvad jeg skal gøre, men det bliver alligevel ikke helt, som jeg havde forestillet mig. Jeg får altid griffelråd på nogle af mine tomater. Det er en sort plet, som betyder, at tomaten rådner nede fra stilken.

Griffelråd skyldes ujævn vanding og at planterne har fået kalciummangel. Kalciummangel viser sig straks på planterne, så det er ikke så let at justere efterfølgende. Her gælder det om at være på forkant. Med det mener jeg, at man skal have en gødning, der indeholder meget kalcium. Kalcium gør planterne i stand til at transportere næring fra rod til top.

Jeg ved nu, at jeg begyndte at gøde for sent. Griffelråd kan opstå, hvis der er for fugtig luft eller ved ujævn vanding. Jeg kunne stoppe angrebene på mine tomater ved at tilføre aske fra pejsen. En deciliter pr. plante, en gang om måneden. Det betød, at jeg ikke fik flere nye tomater med råd.

Nu klipper jeg toppen af mine tomater. Det gør jeg, fordi planten ikke skal bruge kraft på at vokse i højden, men på at få store og modne tomater, inden sæsonen er slut.

Jeg gemmer også frø nu af de sorter, der er blevet årets favoritter. Jeg tager nogle frø fra hver sort og lægger dem i en serviet, som jeg folder sammen og opbevarer et tørt og mørkt sted. De bliver til fine planter næste år.

Det er en vild luksus at kunne plukke solvarme tomater til aftensmaden. Min yndlingsmåde at spise tomater på er i skiver med mozzarella, hakket basilikum og lidt balsamicodressing og flagesalt på toppen.

Hvad sætter krydderi på din tilværelse? Min tilværelse bliver betydeligt grønnere og får mere smag og krydderi, hvis jeg kan bruge mine egne krydderurter i madlavningen. De løfter den mest simple hverdagsret til uanede højder. Desuden er det supernemt at tørre sine egne krydderurter, og den bedste tid til det er lige nu.

Oregano, timian og rosmarin er blot nogle af de krydderurter, jeg tørrer. Persille, basilikum og dild hakker jeg og fryser ned. Så synes jeg, de smager af mere og holder kuløren bedre.

Man kan tørre krydderurter på forskellige måder. F.eks. er det perfekt at hænge dem på hovedet i små buketter på et varmt og tørt sted. Jeg hænger mine op i drivhuset, og så tager processen ca. 1 uge. Når krydderurterne er helt tørre, maler jeg dem til småstykker i en blender.

Hvis man vil fremskynde processen, kan man også tørre i ovnen, har jeg lært af Hanna. Man breder krydderurterne ud på en plade med bagepapir. Derefter ind i ovnen på 50 grader med lågen lidt åben, blot en lille sprække. Så tørrer krydderurterne på et par timer.

Jeg tørrer også mine chilier og blander dem, når de er tørret. Jeg elsker at lave chilisalt, som man kan bruge i kraftige gryderetter på de kolde efterårs- og vinterdage. Så tager jeg de tørrede, blandede chiliflager, tilsætter groft salt og rører det sammen. Jeg bruger forskellige mængder, alt efter hvilken chilitype det er, og jeg blander gerne forskellige chilier af forskellig styrke for at få det perfekte miks.

Jeg synes, det er skønt at fylde spisekammeret og begynde at hamstre allerede nu. Og det er endnu bedre og total luksus, når man til vinter kan hente sine egne krydderurter og grøntsager frem og lave et måltid, der til dels består af hjemmedyrkede afgrøder.

Lige nu er der så meget, jeg kan gå ud og høste i min køkkenhave. De her kvadratmeter har virkelig leveret råvarer dag efter dag og år efter år. Store dele af året kan jeg bare gå ud og hente noget i køkkenhaven, når det er tid til at lave mad. For tiden er det ikke svært at stable en gourmetmiddag på benene hjemme hos mig. Der er pastinak, kål, sukkerærter, rødbeder og salat at tage af i alle former og farver! Min køkkenhave begynder dog at blive lidt slidt. Højbedene har virkelig tjent mig godt, og det begynder at kunne ses på dem nu efter fem år. Trærammerne begynder at rådne og falde fra hinanden. Derfor har jeg bestilt nogle højbede i cortenstål.

Jeg bestilte dem hos en klejnsmed, som svejsede dem sammen efter de mål, jeg havde angivet. Jeg bad om, at højbedene blev gjort 5 cm bredere og længere end en normal palleramme. På den måde ville jeg nemt kunne placere metalrammen uden på den rådne træramme, så jeg ikke behøvede at tømme højbedene og risikere, at min høst blev ødelagt.

Jeg bestilte desuden en ekstra ramme. Jeg har nemlig opdaget, at man aldrig kan få for mange dyrkningsflader. I det helt nye højbed lægger jeg gødning fra hestene, afklippet græs og kompost. Jeg fylder kassen 3/4 op med dette, og så lægger jeg jord ovenpå.

Jeg kan begynde at dyrke i dette højbed med det samme. Indholdet i højbedet bliver skubbet sammen efterhånden, så jeg vil skulle fylde op med jord ad flere omgange, men det er en hurtig og nem måde at få mere dyrkningsflade på. Jeg valgte cortenstål, fordi jeg synes, det er et smukt materiale, og det vil vare mange, mange år, før højbedene ikke længere er anvendelige. Formodentlig kan jeg bruge dem resten af min levetid. Desuden bliver stål opvarmet af solen om foråret, så jeg får et tidligt varmebed. Smart!