
Endelig er det tid til at så tomaterne, der skal være kongen over alle i drivhuset. Er tomater ikke et must i ethvert drivhus? Intet smager så godt, og intet giver så stort udbytte med en forholdsvis lille arbejdsindsats.
I efteråret dyrkede jeg nogle superlækre tomater. Jeg tog nogle frø ud på et stykke papir, som jeg har opbevaret vinteren over. Nu skal de frem og ned i jorden. Jeg lægger papiret ud på fugtet såjord og dækker det med jord. Så stiller jeg det i vindueskarmen under plantebelysning, og så er det bare at vente.


Hvis man vil gøre det endnu nemmere, skærer man en skive tomat. Lægger skiven i en potte med såjord, dækker med jord, og efter nogle uger har du små tomatplanter. Dæk potten med en plastikpose med hul i, så den danner et lille drivhus. Børn synes, det her er sjovt, så det er en god måde at involvere dem på.
Som jeg tidligere har fortalt, er belysningen vigtig. Hvis planterne ikke får lys nok, bliver de høje og ranglede. En tilpas belysning er cirka 15-20 cm over de små planter, som skal være belyst cirka 14-16 timer i døgnet.

Det er vigtigt at omplante sine tomater flere gange til en dybere og større potte, efterhånden som de vokser. Når du sætter planten dybere end før i jorden, vil tomatens stamme, som nu er under jorden, udvikle rødder, så den får et større rodnet. Det gavner hele plantens fortsatte vækst og giver et bedre udbytte.