
For mig stod et drivhus på mur øverst på ønskesedlen. Jeg synes, det er smukt og virker hyggeligt og robust. Jeg bliver ofte spurgt, hvad fordelen er ved et drivhus, der står på en mur. Muren har ikke den store betydning som sådan, alle ved, at man udmærket kan dyrke i et drivhus med glas hele vejen ned til jorden. Det er først og fremmest et æstetisk valg. Nogle fordele ved et drivhus på mur er at
- Muren fungerer som en varmekilde. Om dagen opvarmes muren, som afgiver varmen i drivhuset om natten. Det giver en mere jævn temperatur i drivhuset.
- Glasset bliver hævet over jordniveau, og muren beskytter mod eventuelle sten fra plæneklipperen eller fra fodbolde, der kommer i fuld fart fra entusiastiske små fodboldspillere, som »kom til« at ramme bolden skævt.

Det kræver arbejde at bygge en mur, og du skal også indregne omkostningerne til opførelse af muren i dit budget for byggeriet. Du får tegningen af muren af din sælger hos Willab Garden, den er tilpasset til dørens placering og drivhusets størrelse.
Materiale til muren er ikke inkluderet, når du bestiller et drivhus. Jordarbejdet under muren er det sammen, uanset hvilket materiale du vælger skal være synligt over jorden. Dybden, du skal grave, varierer afhængig af, hvor du bor, men du skal grave ned til frostfri dybde. Der skal man støbe en sokkel, som det er vigtigt, at du armerer. Derefter fortsætter du med at bygge op med betonblokke til jordniveau. Betonblokke suger ikke lige så meget fugt til sig fra jorden, som lecablokke gør.


Over jorden er det smag og behag, der afgør, hvilket materiale man vælger til muren. Mursten, betonblokke eller pudsede mure er mest almindelige. Uanset hvilke sten du bruger, skal du sørge for, at fugen er beregnet til at kunne modstå fugt. Der findes forskellige kvaliteter af beton. Så spørg i byggemarkedet, hvad du skal bruge, så du vælger de rigtige materialer til muren. Jeg anbefaler at bruge bistål i fugen. Det gør muren mere stabil og holdbar.
En fordel ved at have en mur er, at du kan sætte ventiler ind i muren. Fire ventiler er passende til et drivhus på 15-20 m2, en ventil i hvert hjørne. Det skaber cirkulation i drivhuset, som nedsætter risikoen for skadedyr, og der bliver ikke lige så varmt om sommeren. Om efteråret og foråret hjælper den ekstra ventilation med at fjerne kondensvand, som ellers er uundgåeligt i et lukket, uisoleret rum.

Det er vigtigt, at muren har de mål, der fremgår af tegningen, ellers kan du ikke montere drivhuset korrekt. For at undgå at fugt trænger ned i muren med deraf følgende risiko for frostsprængning, er det vigtigt at tætne muren ovenfra med en metalplade, der dækker muren. Denne plade placeres oven på muren og under drivhusets profil.

Et drivhus på mur kræver mere, men jeg synes, at muren er utrolig pæn, så det er både tiden og de ekstra penge værd. Nu har jeg mit drømmedrivhus, som jeg regner med holder mindst 30 år mere.
Skriv et svar