At vælge det rigtige drivhus er ikke altid let. Der er mange spørgsmål, som skal besvares, og mange overvejelser, man skal gøre sig. Derfor har jeg her noteret de 5 spørgsmål, jeg som sælger oftest får om drivhuse, og deler så også lige mine generelle svar med jer. Det er særdeles relevant læsning for dig, der går i drivhustanker!

1. Hvilken størrelse skal jeg vælge?
Hvis man kun har tænkt sig at bruge drivhuset til dyrkning, er et drivhus på omkring 10 m² passende som hobbydrivhus. Ønsker man til gengæld et kombineret drivhus, altså et, der kan bruges både til dyrkning og til at sidde i, bør det ikke være mindre end 15 m². Vi anbefaler altid vores kunder at vælge en større drivhusstørrelse, hvis man har mulighed for det. Det sker nemlig ofte, at kunder vender tilbage og spørger, om det er muligt at bygge til på det drivhus, de allerede har. Ofte ender man med at bruge drivhuset meget mere, end man måske havde forestillet sig fra begyndelsen. De fleste bruger drivhuset både til at dyrke planter og til at sidde i og hygge sig.

2. Hvordan laver man fundamentet?
Det kan anbefales, at man først bygger drivhuset og så lægger gulvet bagefter. Så har man nemlig mulighed for at hæve gulvniveauet inde i drivhuset til overkanten på sokkelprofilens inderside, og vandet vil så blive dræneret væk uden for drivhuset, fordi grundniveauet er lavere udenfor end indenfor. Man slipper også for kanten ved indgangen til drivhuset, som ellers udgør en snublerisiko.
Du kan læse mere om fundamentet til drivhuse her:

3. Hvordan skal jeg placere mit drivhus?
Det er en almindelig misforståelse, at man skal placere drivhuset så solrigt som muligt. I stedet bør man faktisk undgå direkte sol, i det mindste noget af dagen. Hvis der er meget sol og varme i et drivhus, kan det skade planterne mere, end det fremmer væksten. Hvis drivhuset placeres, så det har sol om morgenen og om formiddagen, er det en fordel for planterne, da drivhuset så bliver varmet op efter natten. Det er dog optimalt, hvis man kan finde en placering, hvor drivhuset er beskyttet mod den varme middagssol. Dette kan man opnå ved at placere drivhuset under et træ eller hænge gardiner op i drivhuset, så der dannes skygge.

Det kan være en fordel at placere drivhuset, så gavlene vender mod øst og vest. Så vil den ene langside vende mod syd, og det er smart, hvis man har brug for at afskærme drivhusets tag for solen. I så fald behøver man nemlig kun at afskærme den pågældende langside, og ikke begge tagsider og gavlen, som man er nødt til, hvis drivhuset i stedet placeres sådan, at sydsolen skinner ind gennem en gavl.
4. Glas eller polycarbonat?
Drivhuse fra Willab Garden har altid 4 mm sikkerhedsglas som standard, hvis man altså vælger et drivhus med glas. Det betyder, at glasset er ca. fem gange stærkere end en almindelig glasrude. Hvis glasset går i stykker, vil det blive knust i tusindvis af små stykker, så man ikke kan skære sig alvorligt på det. Glas er det bedste i de fleste tilfælde, hvor man gerne vil kunne sidde i drivhuset og kigge ud. Det giver en dejlig fri følelse af, at inde og ude smelter sammen.


Polycarbonat er at foretrække på de drivhuse, som udelukkende skal anvendes som dyrkningsdrivhus. Dette plastmateriale har en bedre isoleringsevne, hvilket betyder, at omkostningerne til at varme drivhuset op om foråret bliver mindre, samtidig med at man kan begynde at så tidligt i drivhuset. Plasten fungerer desuden som solafskærmning på varme og solrige dage. Ulempen ved polycarbonat er, at der dannes kondensvand i kanalerne. Når der dannes fugt, får bakterier gode forhold, og så kan der dannes mos inden i kanalerne, hvilket ikke ser så pænt ud efter nogen tid.
5. Drivhus på mur eller ej?
Det er først og fremmest et spørgsmål om æstetik og personlig smag, om man vil have et drivhus, der står på en muret sokkel. Willab Garden leverer ikke materiale til muren, men man får en murtegning i forbindelse med bestillingen.

Muren har også sine fordele; den afgiver varme, så man får en mere jævn døgntemperatur i drivhuset. Den gør også, at glasset kommer op fra jordniveau, hvilket minimerer risikoen for ulykker, hvor glasset kan gå i stykker. Et drivhus på muret sokkel kræver flere forberedelser, hvad angår arbejdet med fundamentet, end et drivhus, som har glas helt ned til jorden og står på en sokkelprofil.
Skriv et svar