
For en måned siden elskede jeg julestjerner, hyacinter og julesammenplantninger. Men nu er jeg virkelig træt af dem! Nu vil jeg kun have nøgne kirsebærgrene og sommerblomster, tulipaner og ranunkler, kender I det? Jeg gør alt for, at det bliver forårsagtigt, så derfor får I nogle idéer til at binde en skøn forårsbuket.
Tulipanen er en blomst, der vækker mange følelser hos mig. Mit første rigtige job var at gå og plante tulipanløg i store plastbakker. Tusinder og atter tusinder af løg, som voksede, fik knopper og blev plukket. Pakket i bundter med 10 stk., papir omkring og ud i butikkerne.
For at tulipanerne kunne holde så længe som muligt, blev de opbevaret på køl, når de var plukket. Det skulle også være uden vand, hvilket gjorde, at væksten gik i stå. Derfor er det vigtigt, at du skærer et lille stykke af stilken og lader tulipanerne stå i emballagen i koldt vand i mindst 30 minutter, inden du tager plasten af. Den giver støtte, indtil tulipanerne er blevet stærke og spændstige igen.

Det er ikke altid let at lave en rundbundet buket, som floristerne binder. Men her kommer mine bedste tips, så det kan lykkes.
Sådan binder du en buket:
1. Vælg vase.
2. Stik forskellige former for grønt ned i vasen. Denne gang bruger jeg eukalyptus og mimose, men blåbærgrene er også meget fine til forårsbuketter.

3. Når der er så meget grønt i vasen, at det støtter blomsterne, stikker du dem ned imellem grenene. Så bliver de stående der, hvor du vil have dem.
4. Anvend en enkelt, mere eksklusiv blomst og lad den være blikfang i buketten. Jeg kan godt lide at matche tulipaner med ranunkel, som I ser på billederne.
5. Fyld vasen med vand, og sørg for, at så få blade som muligt havner under vandoverfladen. Når der kun er stilke under vandet, holder vandet sig friskt længere.
Ved at stille buketten køligt om natten forlænger du holdbarheden. Et andet råd er at skifte vandet ud og skære lidt af stilken hver 2. dag. Dine blomster vil belønne dig med en længere blomstring. Held og lykke med din luksuriøse forårsbuket!
Skriv et svar