Forestil dig følelsen, der indfinder sig en solrig forårsdag, måske den allerførste forårsdag, hvor du har besluttet dig for at gå ud og rive bedene. Du fjerner løv og grene, som stadig minder om den kolde, grå vinter. Og lige under løvet ser du noget fint og grønt, som har gennembrudt jordskorpen. Det er krokus og narcisser, tulipan og allium. Så bliver jeg fuldstændig lykkelig.

September og oktober er optimale måneder til at plante og lægge nye løg. Løgene, man køber i butikkerne, har ikke nået at tørre ud, de er stadig fulde af kraft og kan nå at slå rod, inden vinteren kommer. Jeg har narcisser, allium og scilla, som er mine favoritter, fordi jeg ved, at rådyrene ikke spiser dem. Men jeg kan naturligvis ikke lade være med også at lægge nogle nye tulipanløg.

Man kan lægge alle forårsblomstrende løg nu, der er masser af sorter, farver og varianter at vælge imellem. Der kommer nyheder hele tiden, og der er noget for enhver smag. Det er svært ikke at få et godt resultat, når man lægger løg. Man kan have som generel regel at lægge alle løg i en dybde svarende til 3 gange løgets højde. Så hvis løget er 3 cm højt, skal det lægges i en dybde på ca. 9 cm.
Løg må ikke stå i alt for våd jord, for så rådner de. Sæt dem gerne på et lyst og solrigt sted. Hvis man sætter dem mod en sydvendt mur eller i et bed, hvor forårssolen tidligt varmer jorden, vil det fremme en tidligere blomstring. Det ser flot ud at sætte løgene i grupper, så blomsterne fremhæver hinanden.
Skriv et svar