

For nogle måneder siden var jeg hos en nyfunden ven, Karolina på Länsmansgården. Ligesom jeg er hun et kæmpe havemenneske, og hendes have kan få hvem som helst til at tabe næse og mund.
Men det var ikke primært haven, der gjorde det største indtryk på mig, men to smukke, små potteplanter i et vindue i hendes orangeri, som var helt proppet med blomster. Cremefarvede, næsten over i det gule eller varmt hvide stod de der i vinduet, hvor solen lyste dem op. Så kom jeg til at tænke på min bedstemor. Hun er ikke hos os længere, hun gik bort for nogle år siden, men er ofte i mine tanker. Og lige der følte jeg, at hun var meget tæt på.
Begonia – naturligvis var det bedstemors blomst. Hun havde altid en blomstrende begonia i vinduet i lejligheden. Cremefarvede, næsten gullige eller varmt hvide i solens stråler. For mig har det været en beskeden blomst. En gammeldameblomst, som jeg ikke så på to gange. Ikke engang da den stod i bedstemors vindue. Men her hos Karolina så jeg den i et nyt lys, og der opstod en forelskelse, som jeg tror vil vare hele livet.


På vejen hjem fra Karolina kørte jeg ind og købte flere begonier, men ikke de klassiske med dobbelte blomster, som ligner små roser. Nej, der er nu så mange flere sorter, som er hårdføre og kan trives udendørs i vores klima. I år har jeg begonier i alle potterne, og jeg har aldrig set så mange blomster på en gang. Vi trives vist godt med hinanden, begonierne og jeg.
Desuden egner begonier sig glimrende som snitblomst. Til at bruge i blomsterarrangementer i oasis. Desuden dyrkes begonier her i Norden og kan fås året rundt. De passer lige godt i alle hjem, uanset om man har håndknyttede ægte tæpper eller kludetæpper. En blomst til alle hjem, både inde og ude.

Til efteråret, før vinteren og frosten kommer, graver jeg dem op og flytter dem ind. Når blomsterne er visnet, kan du beskære planten, så kommer der hurtigt nye skud. De afskårne toppe er gode stiklinger. For at få den til at blomstre skal du stille den et sted, hvor der er mørkt mindst 12 timer i træk hver nat. Prøv det!


Skriv et svar