Jeg har sørget for at udplante det meste fra drivhuset i køkkenhaven og bedene, når vejret har vist, at det bliver mildt og med nedbør. Det betyder, at jeg ikke behøver at vande alt i samme udstrækning, som hvis det havde været tørt og solrigt. De første to uger efter udplantningen er planterne ekstra følsomme for udtørring. Når man tager planterne op fra potten, de har vokset i, risikerer man at beskadige rødderne, og så skal planten udvikle nye, så den kan suge vand og næring til sig igen. Derfor er det ekstra vigtigt at holde jorden fugtig omkring nyudplantede planter.
Kål er en af mine favoritter, både i bedene og i køkkenhaven. Der er stor risiko for, at kålsommerfugle lægger larver i min kål. Det har jeg lært på den hårde måde. For nogle år siden blev mit kålbed på nogle få døgn forvandlet fra grønt og frodigt til nogle fattige kålskeletter!
Derfor bygger jeg små telte af pinde og fiberdug, så jeg kan frede mine små kålplanter. Hvis du har larver på dine planter, skal du straks fjerne dem! Læg dem enten i en pose, som du binder knude på, eller brænd dem. Larverne kan ødelægge utrolig meget.
Hvis du bygger et telt, er det vigtigt, at det er helt tæt, for sommerfuglen kan finde ind ad den mindste revne. Jeg dyrker kål og broccoli, og alle pallerammer får deres eget lille telt. Husk at lægge en vandslange ind og vand, for regnvandet løber af udvendigt.
Held og lykke!!
Skriv et svar